Og så blev jeg opslugt af intetheden.. igen..

Hvordan kan i kalde det kærlighed når man græder mere end man smiler? Hvordan kan man leve livet fuldt ud når vi alle ved vi en dag dør? Hvorfor såre vi hele tiden hinanden? Hvorfor skal nutidens ungdom kræve så meget af en? Hvorfor kan jeg aldrig passe ind? Lykke er en illusion. Den findes ikke. Ligesom mig, jeg eksisterer ikke. Eller, jo. Men jeg er aldrig glad, jeg er død indeni. Og hvis man ingen livsglæde har tilbage, hvordan kan man så leve? Eller eksistere. At være mig. En lille krævende møgunge. Opmærksomhedskrævende. Eller, det er nok det være det første folk tænker når de hører mit navn. Men er jeg virkelig opmærksomhedskrævende? Er jeg virkelig sådan en lille møgunge? Hader alle mig virkelig, eller er det også bare en forestilling. ”no one cares, unless your pretty… or dying” De ord. De er rigtige. Det giver i hvert fald mening. Men, jeg er jo ved at dø? Jeg lever jo ikke længere. Jeg overlever bare. Mit lille sølle liv. I tænker sikkert alle sammen at jeg aner en skid om hvad livet er, og at jeg bare skulle til at lukke røven. Og i vil alle sammen igen kalde mig opmærksomhedskrævende. Men, er jeg det? Er jeg virkelig det?

Jeg tog fat om mit instrument og trykkede det let og hårdt imod min hvide hud. De røde perler af blod begyndte stille at titte frem. De krammede knivens blad, og omslugte snittet. Rød, mere rød, blod. Mørket trak i mig, det onde. Ensomheden. Det var jo min skyld at jeg ingen venner havde. Det var min skyld at jeg skubber folk væk. Det er min skyld at jeg gør som jeg gør. Jeg snittede igen, let og elegant. Denne gang kom der mere blod, og smerten bed sig fast. Det sveg. Jeg tog en dyb indånding, og kiggede op i luften. Intet kunne bekrive den smerte der fulgte med min lille ”hobby”.. Det var ikke smerten fysisk der var slem. Det er smerten psykisk..

Og så blev jeg opslugt af intetheden.. Igen.. 

- BlackDevil